Rasmus Hall

Du husker måske følelsen af at stå der foran skolen, med din helt nye rygsæk – og rystende ben for hvad der nu sker. Den samme usikkerhed ramte mig, da jeg trådte ind til min første reformer pilates-time – en verden af elastikker, fjedre og bevægelige brikse, hvor jeg som eneste mand på holdet hurtigt blev bemærket og kastet ud i noget helt nyt. 

Af Rasmus Hall 

”Du har godt nok nogle flotte, lange ben”, siger den ældre dame ved siden af mig, før vi overhovedet er kommet i gang. Hun har tydeligvis bemærket de mange kilometer, jeg har løbet i år.

Jeg ligger på ryggen på maskinen, som mest af alt minder om en slags træningsbriks på skinner. Under mig er en bevægelig platform, der glider frem og tilbage ved hjælp af fjedre og elastikker. 

Min ryg er solidt placeret i midten af en såkaldt reformer, som er omdrejningspunktet for træningsformen Reformer Pilates. Opfundet af tyskeren Joseph Pilates, og først brugt til at hjælpe skadede soldater under Første Verdenskrig. 

I Hollywood er maskinen blevet fast inventar hos flere superstjerner, der bruger den til at holde kroppen i topform. Videoer florerende på TikTok viser at stjerner, lige fra Justin Bieber til amerikanske football-spillere dyrker denne motionsform. Den gjorde så stort et indtog under pandemien, at Garmin fra 2020 til 2021 oplevede en stigning i mænds brug af pilates med 96%. 

Det hele begynder hjemme på sofaen, med fodbold buldrende fra tv-højtalerne. Jeg fortæller min ven, at jeg skal prøve reformer dagen efter.

”Det går min kæreste også til,” siger han. 

Selvfølgelig gør hun det, tænker jeg, og mærker en uventet nervøsitet nærme sig. En nervøsitet, der stammer fra forestillingen om, at jeg snart skal stå som den nye dreng i klassen. Den eneste dreng i klassen. Omgivet af unge, flotte kvinder, som har styr på tilværelsen – i en grad, der tillader dem at bruge en time fredag formiddag på at træne sig klar til weekenden. 

Jeg går i seng med reformer i tankerne og vågner op med samme tanke. Drikker kaffe og vand – alt, jeg behøver, inden min første reformer-time. Jeg er nervøs for maven; øvelserne kræver, at man svinger både ben og arme i uvante positioner, som jeg ikke har prøvet siden en yogatime på højskole.

”Velkommen,” siger den lyshårede receptionist i træningstøj. Jeg overvejer kort at spørge, hvorfor hun har træningstøj på til det job, men slår tanken hurtigt ud af hovedet. 

”Hvor er reformer-studiet,” spørger jeg, og bliver mødt af et par store bambiøjne. 

”Skal du til reformer?” udbryder hun, tydeligt overrasket.  

”Ja… er der egentlig mange mænd til reformer?” afbryder jeg før hun kan stille mig flere spørgsmål. 

”Det er sket før”. 

Selvfølgelig er det sket før, siger jeg til mig selv og afslutter samtalen og bevæger mig mod omklædningsrummet. Min nervøsitet er ikke blevet mindre, tværtimod. 

Instruktøren Malene møder mig ved indgangen til studiet, endnu et sæt helt friske øjne med et smil der kunne få de fleste til smelte indefra og ud. Jeg får en hurtig gennemgang, da jeg ingen erfaring har med maskinen, mens resten af holdets deltagere finder deres maskine.

Træningen går i gang. Liggende med ryggen på briksen, og øjnene mod spejlet foran mig går vi i gang. Jeg ligger ved siden af Malene, og dermed omgivet af resten af dagens deltagere. Et hold bestående af alt fra en aarhusiansk influencer til ældre damer i pensionsalderen. Fælles for dem alle er, at de en modsætning til mig – på alle måder. 

I takten til Lykke Lis ”I follow Rivers” når træningen sit højdepunkt, og jeg er halvvejs igennem ved at være godt træt i musklerne. Jeg er for længst begyndt på en uforstyrrelig rysten, når jeg er ude i visse positioner. 

”Vi bevæger os nu over i frø-squat”, siger Malene glad og lægger sig på hendes maskine for at vise øvelsen. 

Forestil dig, at du ligger fladt på ryggen på reformeren, fødderne samlet og elastikker spændt om benene. Startpositionen er dine ben strakt ud, hvorefter du langsomt trækker dem tilbage, mens knæene åbner sig ud til siderne som frøben. 

Den ideelle position til at give slip på trykket. Tanken om at være den nye dreng i klassen. Den eneste dreng i klassen. Ham der fylder rummet med en anden lugt end sved og gummi. 

Med rystende muskler og elastikker spændt om benene prøver jeg at holde styr på mig selv, da instruktøren kalder næste øvelse. Og så rammer den – "Call on Me" fylder rummet. Et flashback til teenageårene og musikvideoer, der brænder sig fast på nethinden. Jeg kæmper mig igennem de sidste minutter, og mine ben føles som gelé. 

Selvom jeg langt fra lykkedes med alle øvelserne, føles det alligevel ret fedt. Jeg gjorde det! Svedig og smadret stiger jeg af maskinen og kan ikke lade være med at smile lidt af mig selv. Måske er det her ikke sidste gang, tænker jeg, mens "Call on Me" stadig banker i baggrunden.