Rasmus Hall

Aviserne ved min fars lænestol lå sirligt stablet, sorteret med en nidkær kronologi. Øverst tronede Jyllands-Posten, dernæst Børsen. ”STEIN BAGGER FORSVUNDET”, ”Gaddafi dræbt i Sirte”, ”Fantastiske Bolt løber fra alt og alle”. 

Finanskrise, Muhammedtegninger, præsidentvalg. 

For min far var avislæsningen en ufravigelig daglig rutine. For mig blev det et vindue til en verden, der lå langt væk fra min trygge nordjyske hverdag i Hobro med harpiks, havelåger og hortensiaer.

Jeg forstod endnu ikke historierne om magt, kriser og kulturer, men de kriblede i mig. Ordene og analyserne trak tråde til noget større, noget ukendt.

Min fascination af journalistikken begyndte ikke som et pludseligt åbenbarende øjeblik, men som en stille, insisterende opvågning. Papirets duft, tryksværten og historierne, der foldede sig ud for øjnene af mig.

Lidt efter lidt begyndte jeg at læse, ikke bare overskrifterne, men også artiklerne, og jo mere jeg læste, desto stærkere voksede skabertrangen i mig. Jeg drømte om at være den, der formidlede morgendagens historier – ikke blot de svulstige og spektakulære, men også de upopulære og besværlige. De fortjener også en stemme.

Svinkeærinder og ambitioner

Jeg er 25 år gammel og kommer fra Hobro. Ikke fordi jeg siger det med stolthed i stemmen – men fordi det forklarer noget. Noget om, hvad jeg kommer af. Noget om, hvem jeg er. Noget om, hvor jeg er på vej hen. 

Selvom Hobro har skubbet mig frem, har jeg altid haft behov for at skubbe igen – teste, om der var “stød i hegnet” andre steder. Det har altid været en del af mig – viljen til at opsøge modstand og mærke, hvor grænserne går. Det handler ikke kun om at udfordre for udfordringens skyld, men om at finde ud af, hvad der mon gemmer sig bag det etablerede og komfortable. 

Mine tidlige tyvere var en parade af svinkeærinder og krumspring. På Krabbesholm Højskole studerede jeg arkitektur i to semestre og var overbevist om, at jeg selvfølgelig skulle blive den næste Bjarke Ingels. Det krævede bare lige et par plan- og snittegninger, før verdens ikoniske bygninger ville bære mit navn.

Derefter rykkede jeg til København og startede på CBS med en ny storhedsvanvittig ambition: at blive den næste Christian Stadil. Strategi og forretningsmodeller erstattede blyant og lineal, og jeg overbeviste mig selv om, at gennembruddet bare var en veludført SWOT-analyse væk.

Endnu engang bragte min ukuelige optimisme mig på afveje. En sen forårsaften, da jeg forcerede Dybbølsbro i bedste Pogacar-stil, lærte jeg en dyr lektie om tyngdekraften. Kombinationen af vejarbejde og nedkørselssprint viste sig at være en dårligere idé end nogen af mine iværksætterplaner. Resultatet? En brækket kæbe, manglende fortænder og en omgang asfalteksem.

Jeg blev aldrig Ingels. Stadil. Eller Pogacar. Jeg blev noget meget bedre. For mig.

Jeg valgte journalistikken – og Aarhus blev mit nye hjem. Her bor jeg med to venner, fordi jeg stadig tror, at hverdagen og livet er bedst, når den deles med nogen.

Jeg elsker at løbe, selv når skinnebenene protesterer – og at holde hovedet i gang med både storpolitik og straffespark. Jeg møder til tiden, er sund og rask og arbejder hårdt – og så tror jeg på, at man kommer længst ved at kunne læse både mennesker og situationer.

Af natur har jeg et udadskuende samfundsblik, der gør mig nysgerrig og spørgelysten på verden omkring mig. Jeg opsøger friktionen i historierne – uretfærdighed, modstrøm, de snitflader, hvor tingene skurrer, og synspunkter slår gnister. Det er her, de mest interessante fortællinger opstår.

Det er mig. Rasmus Hall. Fra Hobro. Men også fra alt det andet.